Samarbejde på tværs af foreninger styrker Havkajak Team Nord
For foreningen Havkajak Team Nord er sammenhold og fællesskab afgørende værdier.
Værdier, som forstærkes ved foreningssamarbejde med andre lignende foreninger. Også fagligheden styrkes ved at samarbejde på tværs af foreninger.
I den lille nordjyske by Strandby holder Havkajak Team Nord til. De er ikke begunstiget af et stort klubhus eller andre moderne faciliteter. Men det er heller ikke det, der driver de aktive medlemmer: ”Det koster mange penge at få bygget noget, og vi er ikke interesserede i at stifte gæld. Vi vil egentlig bare gerne ro”, forklarer Katrine Balslev, instruktør for Havkajak Team Nord.
På trods af de sparede forhold skorter det ikke på opbakning. Foreningen har 45-50 medlemmer – et pænt antal taget i betragtning af, at foreningen blot er 4 år gammel.
Fællesskab og udveksling af erfaringer
Som sportsgren er havkajak udfordret på forskellige parametre til forskel fra mere etablerede sportsgrene som håndbold og fodbold: ”Det er en svær sport at blive introduceret til. Det kræver mange ressourcer, så derfor forsøger vi at gøre det lidt i hold”, fortæller Katrine Balslev.
Til trods for de ressourcemæssige udfordringer og den korte levetid har Havkajak Team Nord formået at tiltrække mange medlemmer. Det er sågar et reelt spørgsmål, om de rent instruktørmæssigt kan følge med, hvis udviklingen fra år til år fortsætter. En af grundende til den store opbakning skal findes i foreningens gode sammenhold og fællesskab. En anden grund er deres vilje til at samarbejde på tværs af foreninger.
”Vi er eksempelvis en del af Nordjysk Havkajak Samråd, hvor vi deltager i et årligt møde. Det er en god måde at komme til at kende hinanden på tværs af klubberne. På den måde kan vi hele tiden lære af hinanden og udveksle erfaringer”, fortæller Katrine Balslev og fortsætter.
”Når man så tager på tur i forskellige områder, så kan vi skrive til hinanden og høre, om vi skal følges ad. Så i stedet for at tage fem afsted, så kan vi pludselig samle 30-40 stykker. Og så kan det være, vi møder nogen, som gør tingene på andre måder, end vi selv gør, og lære af det”.
Fagligheden styrkes
Samarbejdet på tværs af foreningerne ser Katrine Balslev ikke blot som fordrende for fællesskabet, men også for videreudviklingen af faglige kompetencer.
”Noget af det bedste ved at kunne trække på hinandens kompetencer er, at det giver mulighed for at udvikle nye teknikker. Og så giver det os også mulighed for at dele hinandens instruktørkræfter”, fortæller hun og afslutter med et konkret eksempel på, hvordan foreningerne kan hjælpe hinanden.
”Hvis nu jeg skal til Løgstør for at ro, så kender jeg pludselig en, som kan hjælpe med noget af det praktiske, hvis det bliver nødvendigt. Det er rigtig rart”.
Det behøver altså ikke at koste alverden at udvikle et stærkt fællesskab og samtidig øge de faglige kompetencer. Det er Havkajak Team Nord et fremragende eksempel på.