Dette er min lille fortælling om hvad jeg selv betragter som miraklet ved Lynghallen.

I juli 2016 kom tre unge fyre gående hen mod mig til Open Air i Varde. Jeg kunne knap nok kende dem. Det var seks år siden, jeg havde set dem sidst.

De var ikke længere 13 år og legede rundt efter en bold på Sig Stadion. Nu var de i slutningen af teenageperioden, på højde med mig selv og med en håndvarm slotsøl i hånden.

Jeg havde været frivillig fodboldtræner for dem tilbage i 2010. På mange måder ikke mit stolteste øjeblik. Vi endte allersidst i vores C2-syvmandspulje for U14-drenge. Jeg tror faktisk, det var den laveste række, der fandtes.

Det overraskede mig derfor ikke, hvis de var kommet for at kaste en øl i hovedet på mig, som tak for at have ødelagt deres fodboldkarriere. Det vil endda måske have været fortjent.

Men det viste sig ikke at være derfor, de kom gående hen imod mig.

Høje ambitioner

Jeg kan tydeligt huske, da jeg i efteråret 2010 startede som fodboldtræner i Sig/Thorstrup IF. Selvom det var syvmandsfodbold på et af de laveste niveauer, anså jeg det som mit første skridt på vej mod en gloværdig trænerkarriere.

Det var lige indtil, jeg under den første træning kastede øjnene på mit nye spillermateriale.

De træningsøvelser, jeg på forhånd havde planlagt, udfoldede sig ikke, som de havde gjort i mit hoved aftenen før. Til drengenes forsvar var mine forventninger nok også lidt højere, end hvad der kan indfries på deres alder og niveau.

Men hvad de endnu ikke havde i fodboldevner, havde de trods alt i gejst og gåpåmod. Det gav mig håb, og ambitionerne forblev høje op til sæsonens første kamp mod Skovlund/Ansager.

Der var otte hold i puljen, og det her var den første af i alt syv kampe. Vi skulle ud og have de tre point.

Talentspejder på besøg

Kiggede man ud på sidelinjen, ville man også have troet, at mit hold var favoritter til at vinde rækken.

Der stod jeg, med min lange frakke og tørklædet uden over, og energisk dirigerede mine spillere som en ung José Mourinho. Men inde på banen var det ikke Lukaku, Rashford og Pogba, der løb rundt. Det var Sig/Thorstrups U14-drenge, som på imponerende vis fik syvmandsbanen til at se rigtig stor ud.

Vi tabte 4-2. Mit første nederlag som træner. Men ikke mit sidste. Langt fra mit sidste.

Vi stod med ét point i sæsonens første fire kampe. Der skulle ske noget nyt i den næste kamp mod Alslev.

Min kammerat Jeppe var kommet for at kigge på, og pludselig tog en snedig Mourinho-plan form: Vi bildte drengene ind, at Jeppe var talentspejder fra EfB, på udkig efter nye spillere til truppen.

Det var et forvandlet mandskab, der gik ud til kampen denne onsdag aften i september. Aldrig før havde jeg set mine drenge kæmpe så meget og arbejde så hårdt. Det lyste ud af øjnene på dem, at det her var deres store chance for at blive scoutet til en Superliga-klub.

Vi tabte kampen 8-3.

Nu var der kun to kampe tilbage, før sæsonen var ovre. Stadig med første sejr til gode.

Sidste chance

Vi tabte også den næste kamp, så jeg kunne mærke sædet brænde under mig
i bilen på vej til sæsonens sidste kamp (det er altså en smart funktion, det må jeg give Mazda).

Vi stod over for en svær udekamp mod Grindsted, rækkens nummer tre. Det var en kold efterårsaften ved Lynghallen. Støvregnen piskede ned.

Jeg kan ikke huske, om jeg havde lagt en ny taktik til kampen, eller om jeg holdte en motivationstale, der slog benene væk under drengene. Jeg tvivler, for jeg tror, at vi alle var ret sikre på, at vi lige om lidt skulle ud og lide endnu et nederlag.

Heldigvis den sidste for sæsonen.

Men det var som om, at noget var anderledes. Drengene kæmpede ikke kun hårdt, de spillede også godt. Faktisk rigtig godt. Alligevel mindes jeg, at vi kom bagud. Flere gange. Indtil stillingen 3-3 med få minutter tilbage af kampen.

Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke husker, hvordan det sidste mål blev scoret. Mine minder kredser sig om de jubelscener, der udspillede sig i sekunderne efter, vi scorer til 4-3, og dommeren kort tid efter blæser i fløjten for sidste gang.

Vi sluttede sidst i tabellen, men drengene fejrede deres første sejr, som havde de vundet VM. De løb euforisk rundt på banen, gled hen af det våde græs på deres små maver og krammede hinanden af ren lykke.

Jeg husker, at jeg også brød ud i et oprigtig jubelbrøl, gav den anden træner hånden og ellers nød synet af drengenes triumfering i den silende regn.