Giv dine frivillige nyttig feedback
Vi kan alle blive bedre. Feedback er et værktøj til det, både for den der modtager feedback, og for den der giver det. Begge parter tvinges til at reflektere over det positive og negative ved en indsats, når de sætter sig ned til en feedbackrunde. Om din forenings frivillige så er lektiehjælpere, besøgsvenner eller kajakroere er underordnet, for alle gavner af god feedback. Så giv dine frivillige nyttig feedback og forbedre foreningslivet.
Feedbackens 5 K’er
Der er en række krav til feedback, du med fordel kunne tage med, når du står over for at skulle give det. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole feedbacker de studerende hinandens opgaver med skelen til de 5 K’er: Konkret, konstruktiv, konceptuel, kontekstuel og kærlig.
Vær konkret, ikke vag
Feedback er konkret, hvis det fortæller, hvad der kan gøres bedre, eller hvad der var godt, udpenslet så det er til at forstå. Den frivillige skal aldrig være i tvivl, præcist hvad du syntes var godt eller dårligt. Vag feedback om, at “Du spillede godt i dag”, om det så var til en fodboldkamp eller koncert, er ubrugelig feedback, der intet fortæller den person, der feedbackes.
Sig altid, hvad der kunne gøres bedre
At feedbacke er ikke at trashe, altså verbalt at træde nogen i støvet. Du skal aldrig bare sige, at noget var dårligt, og så er det det. Din feedback skal være konstruktiv, og det vil sige, at hver gang du peger på noget, som var knap så godt, skal du følge med dit bud på, hvad der kunne være gjort bedre.
Brug de ord, der er særlige i jeres forening
Feedbackens tredje støtte er det konceptuelle, og det har at gøre med at bruge de rigtige ord i din feedback, netop de fagudtryk der går igen i din forening. Feedbacken bliver mere troværdig og konkret, når du bruger de termer, der er god jargon inden for det felt, din forening beskæftiger sig med. Spiller I basketball, så hav sportens begreber in mente, når du feedbacker: Dine rebounds er blevet hurtigere, dine dunks stærkere, dine crossovers mere flydende.
Feedback ikke på andet end det aftalte
Feedbacken skal også være kontekstuel, og det vil sige, at den skal holde den præstation, der feedbackes, op mod hvad der forventes af den præsterende. Har du aftalt med en frivillig, at hun skal prøve at være mere aktiv under aktiviteter i klubben, dur det ikke, at du ved feedback på, hvordan det er gået, begynder at klandre hende for kvaliteten af det arbejde, hun har lavet. Som det hedder på journalisthøjskolen: “Opgaven skal bedømmes i forhold til opgaveformuleringen”.
Vi er her for at hjælpe hinanden
Endelig skal feedback være kærlig. Formålet med feedback vil aldrig være at udstille nogen eller skabe splid, men simpelthen at gøre hinanden bedre til det, I laver i jeres forening. I skal kunne gå fra feedbacken, uden den feedbackede føler sig ydmyget, dum eller utilstrækkelig. Du slipper nok aldrig for, at den frivillige bliver lidt ramt af din feedback, men så længe det ikke bliver for meget, er det fint. Feedback skal kunne mærkes, før den er effektiv. Det skal gøre ondt, før det gør godt.
Til dig, der får feedback
Er du i rollen som den, der får feedback, tier du stille, mens feedbacken varer ved. Indvend ikke noget imod andres feedback, selvom du er uenig med den, og kom ikke med undskyldninger. Du skal være tavs under hele feedbacken, og når den så er overstået, kan du selv vælge og vrage mellem, hvilken feedback du kan bruge fremadrettet.