Foreningsidræt som medspiller til integration
Foreningsidræt kan bruges som medspiller til integration. De danske idrætsforeninger er en fordelagtig arena til skabelsen af demokratiske fællesskaber blandt medlemmer. Denne evne skal vi bringe i spil, når vi skal inkludere flygtninge i det danske samfund. Det fællesskab der findes i foreningsidrætten kan være en stærk medspiller til at skabe gode rammer for integration af flygtninge i Danmark. I følgende indlæg sætter vi derfor fokus på hvorfor det er så vigtigt at inkludere flygtninge i foreningslivet. Vi leverer også tips og tricks til en vedholdende indsats.
Hvordan kan vi som forening og frivillig bidrage?
At interagere med andre medlemmer i foreningen, skaber et læringsrum for flygtningene i form af at lære det danske sprog samt de normer og værdier der er på spil i foreningslivet. De grundsten der ligger i foreningslivet bygger på den danske grundlov, hvor alle har ret til en mening og at beslutninger træffes i fællesskab. Denne tilgang er guld værd for flygtninge, da de netop gennem foreningslivet lærer om den danske kultur og samfund, hvilket kan være opskriften til god integration.
Men for at få flygtninge tilknyttet foreningslivet kræver det en vedholdende indsats. Studier har vist, at det er svært at vedholde og få flygtningene ud i foreningsidrætten, fordi de ikke kender til den danske foreningskultur og fordi sprogbarrieren ofte er en hindring, når de enkelte kontakter klubberne for at høre om mulighed for deltagelse for deres børn eller dem selv.
Derudover er der også et økonomisk perspektiv for flygtningene, da integrationsydelsen i Danmark ikke er flatterende, hvilket gør at der ikke er mange penge tilbage til foreningsidræt, når de fornødne udgifter er blevet betalt.
Derfor må vi som forening og frivillige hjælpe dem med at komme ud og deltage i foreningslivet, hvorfor vi har opstillet tre gode tips til at tiltrække og støtte flygtningene ud i foreningsidrætten.
1. Kontakt til forskellige instanser
Flygtningene opsøger ikke foreningslivet selv, fordi mange ikke kender til det. Måske får de lidt information fra deres sagsbehandler, men det er sjældent at de kommer videre i processen. Derfor skal I som forening hjælpe dem. Det kan I gøre ved at kontakte det lokale sprogcenter eller skole og informere omkring jeres forening og invitere de flygtninge, der har lyst til prøve en træning ud i jeres klub.
2. Kontaktperson der sikrer vedholdende indsats
Herefter er det essentielt med en vedholdende indsats. Det er ikke givet at flygtninge bliver ved med at komme efter første træningsgang. Det kræver derfor at I som forening stiller en kontaktperson til rådighed, som fungerer som en hjælpende hånd, med træningstider, mødesteder og som følgeven.
I skal bruge de frivillige i jeres forening til at påtage sig ansvaret for flygtningene. Det er vigtigt at der er en kontakt.
3. Støtte til at betale kontingent
Den sidste faktor er det økonomiske aspekt. Det er heldigvis muligt for jer som forening at søge støtte fra forskellige puljer, til at betale kontingentet for de nye medlemmer, hvis økonomien ikke er til det.
Herunder er listet en række puljer:
– Fritidspuljen
– Red Barnet
– Danmarks Idrætsforbund
Så lad os gøre det! Med frivillighed og vedholdenhed, kan vi introducere vores unikke foreningsliv til nytilkomne og sammen skabe en platform for god integration.