Aktiviteter udenfor banen er nøglen til at fastholde medlemmer
Èt er at tiltrække nye medlemmer til en forening. Noget andet er at fastholde deres interesse og engagement i foreningen. Det er en udfordring, de fleste foreninger kender alt for godt. Hos FC Horsens er aktiviteterne udenfor banen en af nøglerne til succes.
En flot spillet EM-turnering endte med velfortjente sølvmedaljer til det danske kvindelandshold i fodbold. En foreløbig kulmination på kvindefodboldens fremmarch, men også på det vigtige foreningsarbejde, der ligger bag d
en nuværende succes.
En af de klubber, hvor der gøres meget for de unge pigespillere, er FC Horsens. Her sørger blandt andre Peter Walther Andersen for, at der er styr på det praktiske udenfor banen. Som medlem af bestyrelsen og formand for pigeafdelingens aktivitetsudvalg er han en af de ildsjæle, der er med til at skabe gode forhold for klubbens spillere.
”Mit virke i klubben er at lave alle de ting udenom fodbolden for at pigerne føler sig godt tilpas og synes, det er et godt sted at være”, fortæller Peter Walther Andersen.
Nye medlemmer
Rekruttering af nye medlemmer er en uundgåelig del af foreningslivet. Det gør sig også gældende for FC Horsens, som blandt andet er begunstiget af et fagligt højt niveau:
”Vi har jo først og fremmest fremragende fodbold. Og derudover har vi dygtige trænere hele vejen op”, siger Peter Walther Andersen og fortsætter.
”Vi deler også flyers ud på skolerne, og så har vi jo vores hjemmeside med alle vores informationer. Vi tilbyder også at komme til let træning fire gange om foråret og fire gange om efteråret, hvor der er fokus på leg”.
Aktiviteter styrker fællesskabet
I takt med at de unge spillere vokser op skabes også muligheden for, at de hellere vil dyrke andre interesser. Ifølge Peter Walther Andersen er disse udfordringer også aktuelle for FC Horsens og nævner derudover en anden vigtig udfordring.
”En af de udfordringer vi har kunnet mærke kommer fra heldagsskolen. Nu har de ikke så meget tid om eftermiddagen, når de kommer hjem fra skole, og de har måske også en avisrute eller lignende at tage sig af”, fortæller han.
På trods af disse udfordringer, forsøger klubben hele tiden at engagere spillerne og tilbyde dem en masse aktiviteter, som skal være med til at styrke det sociale og fællesskabet. Dét er nemlig en af nøglerne til FC Horsens flotte medlemstilslutning.
”Vi tilbyder blandt andet at spillerne kan komme på udlandstur og andre forskellige turneringer – eksempelvis Hummel CUP. Det er vigtigt for os, at alle har mulighed for at deltage i disse aktiviteter, så derfor har vi oprettet ’Den Sociale Fond’. Her er det muligt at søge tilskud til eksempelvis ture, men også støvler og lignende”, siger Peter Walther Andersen.
FC Horsens er altså en af de klubber, som gør et stort arbejde for pigefodbolden i Danmark. Et arbejde, som både er med til at udvikle spillere med ambitioner om det danske landshold, som i disse dage nyder stor offentlig succes, men også for dem med ønsket om at dyrke fællesskabet udenfor kridtstregerne.
- Klubben består blandt andet af drengehold fra U6 op til U19 og pigehold fra U6-U7- U8 op til U18. Derudover har de et fælles drenge- og pigehold for børn i alderen 3-5 år.
- Klubben har fire udvalg: Sponsorudvalg, drengeudvalg, pigeudvalg og pigeaktivitetsudvalg.
- I 2016 modtog Peter Walther Andersen Jyske Bank og DBU Jyllands ’Gør en forskel’-
pris for sit store engagement i FC Horsens.
- En mulighed for at søge økonomisk støtte til spillerbeklædning, stævner, sommerlejr
eller fodboldrejse til udlandet. Alle aktive spillere i FC Horsens eller deres forældre kan
søge om tilskud.
- Træningsturnering for U11-U17 piger. Det er muligt for elite såvel som breddehold at
deltage.