Unge bruger frivilligt arbejde til livsprojekt
Det er ikke kun fællesskabet og det at gøre en forskel, som motiverer unge til frivilligt arbejde. Ifølge en rapport for Center for Frivilligt Socialt Arbejde er erfaring på CV’et og personlig udvikling også vigtige faktorer blandt den unge gruppe af frivillige.
Når foreninger fremover skal have unge til at give en hjælpende hånd, kan de med fordel tænke i at tale ind til de unges livsprojekt. Mange af dem står på tærsklen til arbejdsmarkedet, og for dem kan frivilligt arbejde give dem den portion erfaring og udvikling, som senere kan hjælpe dem til at lande et job.
Det viser en rapport fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde, der udkom i 2016.
Ifølge rapporten adskiller unge mellem 18-29 år sig markant fra de ældre aldersgrupper, når de adspørges om, hvad der har størst betydning for deres frivillige arbejde.
Her svarede næsten 60 % af de unge, at frivilligt arbejde gav dem personlig udvikling, mens lidt over 40 % lagde vægt på, at det styrkede deres CV.
Sammenligner man svarene på tværs af alle aldersgrupper, var det i midlertidig kun omkring 35 %, der fandt personlig udvikling vigtigt, mens CV’ets betydning blev anerkendt af mindre end 10 %.
De unge giver dermed, i langt større grad end de ældre aldersgrupper, udtryk for, at personlig udvikling og CV er vigtige motivationsfaktorer i deres frivillige virke.
Frivillighed styrker ikke CV’et
Spørgsmålet er dog, om unges frivillige arbejde overhovedet er med til at sætte dem foran i køen, når der uddeles jobs. Det spørgsmål undersøgte et forskerhold fra Roskilde Universitet tidligere på året.
Gennem et registerstudie af SFI-data med 1800 danskere fandt de ingen tydelig sammenhæng mellem frivillighed og beskæftigelse, fortæller ph. d. Erik Petrovski, der var en del af forskerholdet, til Altinget.dk:
‘Det er jo logisk at lave den kobling. Men det ser ud til, at det traditionelle arbejdsmarked og det frivillige arbejde er så forskelligt, at der ikke er den gevinst, vi har gået og troet.’
Ifølge studiet, som bliver publiceret i European Sociological Review, skyldes sammenhængen mellem frivillighed og beskæftigelse, at det ofte er ressourcestærke personer, som udfører frivilligt arbejde.
Foreningerne skal blive en del af de unges livsprojekt
Selvom det i forskningsøjemed ikke kan påvises, at frivilligt arbejde på CV’et øger chancen for at komme i arbejde, skal de kompetencer og erfaringer, som kan opnås gennem frivillighed, ikke undervurderes. De er med til at ruste de unge og gøre dem ressourcestærke, og det kan indirekte åbne fremtidige døre ind til arbejdsmarkedet.
Derfor ser man også ifølge Center for Frivilligt Socialt Arbejde, at flere unge fokuserer på gevinsterne ved at være frivillig, hvor faktorer som kompetencer, udvikling og læring er med til at motivere de unge.
Frivillige foreninger skal derfor overveje, hvordan de passer ind i de unges livsprojekt, hvor personlig udvikling og fremtidig arbejde er vigtige fokuspunkter. De unge drives ikke udelukkende af fællesskabet og det at gøre en forskel, men er en særlig aldersgruppe, som befinder sig i en livsfase, hvor de også tænker på deres egen fremtid.
Spørgsmålet er blot, hvordan dette kan tænkes ind i kommunikationen ude i de
frivillige foreninger?