Corona forholdsregler I din forening
Corona presser det danske foreningsliv og vi er alle nødt til at tage forholdsregler. Mest markant kan det ses på aflysninger af klubaktiviteter. Her er særligt sportsklubber og idrætsforeninger udsatte, da al den fysiske kontakt gør fodboldbaner og idrætssale til kæmpe petriskåle, sygdommen kan sprede sig over.
Allerbedst ville det sikkert være helt at aflyse al ikke-essentiel træning og måske i stedet forvandle aktiviteterne til ”lektier”, medlemmet kan lave hjemmefra. Social distancering er effektivt til ikke at få eller sprede virusset. Dog kan det være, I er genstridige typer i jeres forening, der ikke vil lade det hele gå i stå. Her får I tips og forholdsregler til at mindske risikoen for, at corona spredes, hvis I alligevel holder klubaktiviteterne. Men: Bedst er det at aflyse og blive hjemme.
Forsamlinger på mere end 10 forbudt
At holde nogen foreningsaktiviteter bliver praktisk talt umuligt, nu hvor regeringen d. 17. marts meldte ud, at forsamlinger i det offentlige rum på mere end 10 personer er forbudt. For din forening betyder det, at I fx ikke vil kunne træne ude på den kommunale fodboldbane eller idrætshal. Før var det kun forsamlinger på mere end 1000 og siden 100, regeringen advarede imod.
Hvilke forholdsregler skal I tage?
Hvis du alligevel mener, at I kan afvikle aktiviteter under de her forhold, og hverken du eller medlemmerne (forældre) har et problem med, at klubben fortsætter under pandemien, er I nødt til at slå nogle vaner fast, som kan mindske risikoen for smitte. Det gælder blandt andet:
- Medlemmer skal holde mindst 1-2 meters afstand fra hinanden.
- Vask hænderne hyppigt og brug evt. håndsprit.
- Begræns al fysisk kontakt til det minimale.
Du kan sikkert se, at det bliver svært at lave nogen fysiske aktiviteter, men der kan selvfølgelig være foreninger, fx lystfiskerforeninger, hvor I kan sidde på hver jeres båd eller stå med god afstand fra hinanden. Er der ældre eller folk med diabetes eller en sygdom, der svækker immunforsvaret, i din forening, bør de blive i deres hjem, også selv hvis foreningens øvrige medlemmer virker raske. Coronavirus har lang inkubationstid på op til 12 dage, så smittede kan sagtens virke ”raske” i lang tid, før de begynder at vise symptomer på sygdommen.
Hvad er den rette indstilling til corona?
Selv hvis du føler dig rask, bør du i coronatiderne opføre dig, som var du syg. Det er budskabet fra en af verdens førende eksperter inden for infektionssygdomme. Ved at tage udgangspunkt i, at du allerede har sygdommen, træffer du de forholdsregler, der skal til for at mindske risikoen for, at du smitter andre med virusset. Som en oplagt følge af den tankegang kan atter nævnes, hvad er nævnt før: Overvej, hvor vigtige foreningsaktiviteter faktisk er i de her tider.
Har du snakket med yngre venner om virusset, har du sikkert hørt noget a la: ”Jeg er ung og rask. Selv hvis jeg får virussen, dør jeg ikke.” Her er det vigtigt at understrege, at hvis de unge måske klarer sig fint, selv hvis de får sygdommen, kan de gå hen og smitte nogen, som faktisk ikke kan tåle virusset. Dødeligheden for COVID-19 i Danmark forventes af Sundhedsstyrelsen at blive mellem 0,3 og 1 procent af de smittede, hvor den vil være langt højere hos ældre over 80 år. Så det giver mening at være varsom.
Hvor kan du finde mere information om corona og forholdsregler?
Endnu er meget uvist omkring corona. Du kan holde dig selv ajour med udviklingen i antal smittede, indlagte og døde samt ny information om sygdommen på de følgende sider:
- Inde på politi.dk/corona finder du en omfattende oversigt over danske myndigheders informationer om coronavirusset. Informationerne dér er ikke målrettet foreninger specifikt, men giver dig en bred palet af svar på spørgsmål, som du måske står med.
- Dansk Idrætsforbund har en side med deres anbefalinger til, hvordan idrætsforeninger skal gribe krisen an. De giver nyttige forslag til håndtering af flere foreningsaspekter. Læs også DGI’s anbefalinger til idrætsforeninger i forbindelse med coronavirusset.
- TV2 har sin oversigt over COVID-19 i Danmark, der bruger tal fra Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, The John Hopkins Center for Health Security og så også WHO.
Billedet i artiklen er ikke coronavirus, men derimod mæslinger, blot til info 😉
https://www.cdc.gov/media/subtopic/images.htm