Sådan fik Aalborg Roklub fat i de unge - som senere tog verden med storm
Da Aalborg Regatta gik i land i Nordjylland tilbage i 2012, tænkte Aalborg Roklub, at her var chancen for at tiltrække nye, unge medlemmer til foreningen. Sammen med andre roklubber i Aalborg etablerede de en konvojroning på Limfjorden og satte en bod op på Honnørkajen.
Men selvom havnefestivalen var hyggelig, blev der ikke tilføjet nye navne på medlemslisten.
”Vi blev enige om, at vi måtte nytænke vores deltagelse,” fortæller Karsten Holt, som er formand for Aalborg Roklub.
Spørgsmålet var bare hvordan?
Inspiration fra England
Svaret gemte sig uden for landets grænser, i Englands længste flod: Themsen. Her har Oxford University og Cambridge University siden 1856 dystet mod hinanden i en årlig rokonkurrence. Et arrangement, som omkring 250.000 tilskuere følger tæt ved flodens bredde.
”I Aalborg har vi jo både Aalborg Universitet og University College Nordjylland (UCN), der tilsammen uddanner omkring 30.000 unge mennesker. Så vi tænkte: Hvorfor ikke gøre som i England og lave et otterløb mellem de to uddannelsesinstitutioner?”, fortæller Karsten Holt.
Idéen var plantet. Nu skulle den bare omsætte til praksis.
Mødt med skepsis
Aalborg Roklub indledte et samarbejde med Aalborg Kommune og de andre aalborgensiske roklubber samt de to universitetsinstitutioner. I 2013 stod projektet sin prøve, da unge mænd fra AAU og UCN skulle kæmpe mod hinanden i den allerførste rodyst ved Aalborg Regatta.
”Interessen blandt de studerende var stor, men det samme var skepsissen over for projektet. For kunne det virkelig lade sig gøre at uddanne og træne helt nye ’roere’ på tre måneder – og så endda inden for rosportens sværeste bådtype?”, fortæller Karsten Holt.
Projektet viste sig at blive en stor succes. Aalborg Universitet tog sejren, og præmieoverrækkelsen fandt sted på Honnørkajen. Året efter blev arrangementet udvidet til også at omfatte pigerne, og det øgede interessen endnu mere.
Resten er (succes)historie
Rodysten mellem AAU og UCN blev en tilbagevendende tradition ved Aalborg Regattaen de efterfølgende år. Og interessen for universitetsroning bredte sig langt ud over havnefestivalens bredder. I dag fylder universitetsroning en stor del af Aalborg Roklub, og det skinner i den grad igennem i pokalskabet.
”Det har kulmineret mange gange siden, med succeshistorier ingen ville have troet muligt fra begyndelsen. Siden begyndelsen har de studerende opnået flere danske mesterskaber, en VM-finale, tre verdensrekorder, en Guiness rekord og en indstilling til Danskernes Idrætspris”, fortæller Karsten Holt og uddyber.
”Projektet har givet rosporten en saltvandsindsprøjtning, og lige nu prøver man at udbrede aktivteten til alle universiteter i Danmark.”
Og her står vi så, 24 timer senere, og indehaver af en ny verdensrekord samt guiness rekord i kategorien "mindre hold,...
Opslået af Universitetsroning Aalborg på 30. april 2015
Tre gode råd til din forening
Står I også som idrætsforening og gerne vil tiltrække nye, unge medlemmer, så kan der være hjælp at hente. Her kommer tre gode råd fra formand for Aalborg Roklub, Karsten Holt.
1 – Kommunikér med de unge på deres sprog og de steder, de taler
Hjemmeside og mails er gode at bruge som forening, men ikke et hit blandt de unge. Det er derimod de sociale medier, herunder særligt Facebook og Instagram. Men husk: Det skal være tiltrækkende og let overskueligt indhold og for alt i verden ikke kedeligt. Vi har endnu ikke fundet melodien endnu, og det kræver ressourcer. Men vi prøver at bruge de sociale medier, og vores universitetsroere er rigtig gode til at lave video fra træninger og ture. Enkelte af dem har været set flere tusinde gange.
2 – Vær synlig i gadebilledet
Synlighed handler ikke kun om de sociale medier, men også om at være synlige i gadebilledet. Forsøg, i det omfang det er muligt, at deltage i begivenheder, som kommunen, DGI, SIFA eller andre arrangerer. Det handler om at tænke kreativt i forhold til at deltage i sådanne arrangementer.
3 – Samarbejd med andre
For at få succes med nummer 2, kræver det som regel, at I samarbejder med andre. Det har vi gjort. Vi samarbejder meget med Aalborg Kommune, SIFA, AAU, UCN og Dansk Forening for Rosport. Vi samarbejder også med medier som TV2Nord og DR. Vi kunne ikke være nået dertil, hvor vi er i dag, uden samarbejde. Så find ud af hvilke samarbejdspartnerne, der kan skabe værdi for jer.
Det er de ting, der har virket for os. Men husk på: Det er ikke nogen facitliste, men det er et sted at starte. Og hav tålmodighed.