Rådgiver din forening? Gode råd fra Lejerens Frie Retshjælp
Rådgiver din forening? Stå læs med her og få gode råd fra Lejerens Frie Resthjælp. Siden 2017 har Lejerens Frie Retshjælp, stiftet af studerende på Aalborg Universitets juridiske uddannelser, ydet gratis rådgivning inden for lejeretten til tusindvis af danskere og trukket et par priser med hjem, bl.a. Den NORDJYSKE Initiativpris, for sit arbejde.
Lejerens Frie Retshjælp gør meget ud af at sikre sig fagligt stærke rådgivere, der kan skrive til klienter i øjenhøjde. Af den grund har retshjælpen lagt en stor indsats i at sikre sig en proces for oplæring, der når netop dette mål. Ønsker du skarpe rådgivere i din forening, så læs med.
Terper teori og løser cases
Lejerens Frie Retshjælp tager jurastuderende ind som frivillige, allerede fra de lige er begyndt på studiet. Fra starten kan frivillige selv bestemme, hvor meget de vil lægge i arbejdet i foreningen. Nogle vil hurtigt i gang, mens andre vil fordybe sig i lejeretten først.
Teorien skal der være styr på, og det faglige niveau får den frivillige ved at terpe teori og løse cases fra foreningens materiale. Udover det skal de frivillige skrive artikler om lejeret, som teamledere, der står for oplæring af rådgivere, læser igennem og kommenterer på.
Når der er styr på teorien, kan de frivillige begynde som rådgivere og overgår til næste fase af oplæringen: at skrive mails til klienter under teamlederes opsyn og vejledning.
It hjælper teamlederes eftersyn
It-systemer betyder meget i Lejerens Frie Retshjælp. Foreningen har haft succes med at integrere Legis-365, et program brugt af advokatkontorer til håndtering af klienter, i foreningens arbejdsgang. Programmet gemmer klientoplysninger i overensstemmelse med GDPR-krav og muliggør, at teamledere kan læse med i de mails, som nye rådgivere skriver.
Før den nye rådgiver sender sin mail afsted til klienten, har der allerede været flere øjne på den for at sikre, at både juridisk indhold og sproget er helt i top. Over Office 365 Business Essentials gemmes kladder til mails og muliggør, at teamledere selv kan sende mail afsted til klienten, hvis deadline nærmer sig.
Forløbet udgør et sikkerhedsnet, så klienter får svar, der er til at forstå, lyder det fra Nicklas Nymark, formand for Lejerens Frie Retshjælp.
”De fleste kan godt gå ind og google en paragraf, men det hjælper ikke, hvis man ikke kan forstå den. Det er det, vi mest skal arbejde med. Og det er det, som alle juridiske uddannelser går ud på: at formidle juraen” siger han.
Frivillige får lov at skrive mange ting på CV’et
Frivillige rådgivere har også mulighed for at hjælpe til i foreningen på andre fronter. Der sidder fx rådgivere og nørkler med Google AdWords, SEO-analyser og SoMe. I kraft af den frihed til at påtage sig flere arbejdsopgaver får de frivillige mulighed for at skrive en række ekstra evner på CV’et. At det giver noget at være frivillig hjælper også på motivationen.
”Det behøver ikke være så næstekærligt, som mange måske har en tendens til at tro, det skal være. Jeg synes ikke, der er noget galt i være dobbeltsidet: at man gør det for sit CV og samtidig hjælper nogle mennesker,” siger Nicklas Nymark.
Lejerens Frie Retshjælp har et tæt samarbejde med advokatkontorer, der er flittige til at hjælpe med svar på forespørgsler, når retshjælpen får en sag i hænde, den ikke kan løse selv. Det skal ikke undervurderes, lyder det til slut fra Nicklas Nymark.
”Folk er tilbøjelige til at hjælpe foreninger. Det er en misforståelse, at store virksomheder ikke har interesse for foreninger. Vi oplever ikke andet end god respons, når vi går ud til folk, og det er både med AdWords, juridisk content, hjælp til marketing osv.,” siger han.