Sådan laver Aalborg Pride sine parader
Aalborg Pride blev stiftet i 2015 med det i vedtægten bestemte formål at ”skabe et kulturelt, socialt sammenhold, fællesskab og arrangementer for LGBT+ personer”. Tydeligst udmønter dette sig i den årlige Pride-parade, der afholdes om sommeren. I år var Priden d. 30. juni.
Priden bød udover paraden også på musik, dans og dragshow i Karolinelund, paradens slutdestination efter cirka to timers trav gennem Aalborg. Det er et omfattende stykke arbejde med mange frivillige involveret, der ligger forud for paradens afvikling.
I Aalborg Pride er de dog rutinerede nu og har styr på, hvordan parade med tilhørende arrangementer stables på benene. Her får du et lille indblik i, hvad der skal til.
Find kunstnere du har råd til
Den første Pride i Aalborg fandt sted i 2015 og tiltrak en 1500 personer stor parade med et opbud på 5000 i Karolinelund. Så stor skala arbejder Aalborg Pride med, og planlægningen til en sommers parade starter da også allerede året før, typisk omkring d. 1. oktober.
Aalborg Prides bestyrelse mødes, og forskelligt ansvar deles ud. Hvert bestyrelsesmedlem har flere hatte på, for Priden indeholder mange arbejdsopgaver, men der er altid én med hovedansvar for sceneprogrammer, altså at finde kunstnere til at spille, lave standup mv.
Men hvordan får du lige dem til at møde op? Aalborg Pride forklarer selv, at forbindelser er vejen til at finde kunstnere, du har råd til. Det kan virkelig mærkes på prisen, at du kender kunstneren og kontakter hende personligt, i forhold til hvis du skriver til hendes manager.
Medgift i form af gratis hotelophold eller restaurantbesøg til kunstneren, du har fået via sponsorat, kan også bidrage til, at kunstneren siger ja til den pris, du kan overkomme.
Søg de tilladelser du skal bruge
Tilladelser skal søges til større arrangementer, der lægger beslag på offentlige arealer udendørs. De fleste typer tilladelser går igen på tværs af arrangementer.
I Aalborg Prides tilfælde skal de for det første have tilladelse til at afholde en parade og godkendt dens rute, og disse søges hos kommunen. Evt. kan der være behov for særtilladelse fra politiet, hvis særlig vilkår nødvendiggør det. Aalborg Kommune sender altid en kopi af arrangementstilladelsen til Nordjyllands Politi, som tager stilling til dette.
Indgår opbygning af scene og afholdelse af optræden eller musik, kan politiet i øvrigt kræve en risikovurdering fra arrangøren. Til Prides fest i Karolinelund hører også tre barer. Til dem søges hos politiet lejlighedsbevilling til salg af sprut. Endeligt skal Aalborg Pride søge om tilladelse til brug af parker og torve, de vil benytte til eventet. Disse bookes via kommunen.
Brug de frivillige og følg op på paraden
Aalborg Pride har mange frivilligt til stede på dagen, der har forskellige opgaver. De har et securityteam med en hovedansvarlig, der hverver vagter, vurderer hvor de skal placeres i paraden og laver vagtskemaer. På sikkerhedsfronten har Aalborg Pride i kølvandet på Pride 2018 gjort sig tanker om at have en underansvarlig for backstage til næste år.
De tre føromtalte barer er bemandet med tre bartendere hver, der arbejder på skift og alle rapporterer til den baransvarlige. Noget som Aalborg Pride har overvejet i forbindelse med dettes års Pride har været at sikre mere effektiv opsamling af skrald ved fx at inddrage idrætsforeninger i oprydningen, mod at Aalborg Pride støtter deres forening.
Fingrene er krydset for, at Aalborg Pride har en løsning til næste år. Lige nu tager foreningen det stille og roligt, samler op på årets Pride og snakker om, hvad der kan gøres bedre til den næste. For denne korte stund fra slut-juni til start-oktober er der ikke det store ståhej. Men snart skal bestyrelsen i gang igen, for næste Pride venter.